”Det er du den eneste, der har svaret.”

De kigger alle fem skråt ned på mig.

Jeg mente det, da jeg krydsede af. Men som forældre og lærere er det jo også en kritik af dem, og det her skal bare overstås.

Så jeg griner og trækker i land.

De første mange år i skolen er mit produkt eksemplet på, hvad man ikke skal gøre. Derfor står mit børnekryds ud for:

“Jeg kan ikke lide at gå i skole.”

I folkeskolen lå det ikke i kortene, at jeg skulle være journalist. Når de andre havde danskundervisning, gik jeg ned i hovedbygningen og læste højt for Susanne.

Hun var sød, og jeg havde brug for det, men jeg skammede mig. Især på gåturen derned. I mit hoved vidste alle fra børnhaveklassen til niende, hvor jeg var på vej hen.

I gymnasiet stod der heller ikke ligefrem DMJX skrevet i panden på mig. Jeg elskede undervisningen, og havde under én procent fravær i alle tre år. Men det skriftlige mødte jeg med en indgroet ligegyldighed.

Hvorfor overhovedet prøve?

Jeg kan huske, hvordan min gymnasielærer halverede kravene til mine afleveringer. I håb om at teksterne ville blive bedre.

Det blev de ikke.

Det jeg gerne vil vise, er, at jeg ikke er én af dem (og dem er der mange af), hvis yndlingsfag var dansk. Jeg har hadet dansk, engelsk og alle andre “skrivefag” med en passion det meste af mit liv.

Men hadet var skabt af usikkerhed.

Den specialundervisning, jeg fik fra første til femte klasse, fjernede i alt for mange år lysten til overhovedet at prøve.

Men under landets nedlukning i 2020 skete der, som hos så mange andre, noget. Jeg kedede mig, gik i 3.g og besluttede, at nu var det nok.

Jeg startede med at læse selvhjælpsbøger - de helt dårlige af slagsen - så nogle ligegyldige biografier, og videre op ad stigen, indtil jeg inden ret længe læste Tjekkisk apokalyptisk sci-fi fra trediverne og fik avisen leveret seks dage om ugen.

Bagefter besluttede jeg mig også for at overvinde det at skrive.

Jeg tog på Grundtvigs Højskole, og blev undervist i skreven journalistik og podcastproduktion.

Det var også der, jeg blev prikket på skulderen af min underviser og spurgt:

“Tror du ikke, det kunne være en idé at søge ind på Journalisthøjskolen?”

Jeg tror, jeg smilede i to dage.

Jeg søgte ind for at holde de andre fra højskolen med selskab til optagelsesprøven.

Det var i hvertfald det, jeg sagde til dem.

De kom ikke ind, men det gjorde jeg.

Det blev begyndelsen på de sjoveste og mest udviklende to år i mit liv.

I dag nyder jeg at skrive. Og i dag ved jeg, at det ikke var evnerne, men troen på dem, der haltede.

Nu glæder jeg mig til at komme i praktik og lære mere. Lige så meget som niårige Tobias, der tripper ved siden af Susanne, mens klokken nærmer sig frikvarter.

Bare rolig. Jeg var god til fodbold.

Krigen mod salamandrene af Karel Čapek. Ja. Den er latterligt god