Praktiksøgende journaliststuderende ved DMJX
Tobias Nis Johannesen
”Det er du den eneste, der har svaret.”
De kigger alle fem skråt ned på mig.
Jeg mente det, da jeg krydsede af. Men som forældre og lærere er det jo også en kritik af dem, og det her skal bare overstås.
Så jeg griner og trækker i land.
De første mange år i skolen er mit produkt eksemplet på, hvad man ikke skal gøre. Derfor står mit børnekryds ud for:
“Jeg kan ikke lide at gå i skole.”
I folkeskolen lå det ikke i kortene, at jeg skulle være journalist. Når de andre havde danskundervisning, gik jeg ned i hovedbygningen og læste højt for Susanne.
Hun var sød, og jeg havde brug for det, men jeg skammede mig. Især på gåturen derned. I mit hoved vidste alle fra børnhaveklassen til niende, hvor jeg var på vej hen.
I gymnasiet stod der heller ikke ligefrem DMJX skrevet i panden på mig. Jeg elskede undervisningen, og havde under én procent fravær i alle tre år. Men det skriftlige mødte jeg med en indgroet ligegyldighed.
Hvorfor overhovedet prøve?
Jeg kan huske, hvordan min gymnasielærer halverede kravene til mine afleveringer. I håb om at teksterne ville blive bedre.
Det blev de ikke.
Det jeg gerne vil vise, er, at jeg ikke er én af dem (og dem er der mange af), hvis yndlingsfag var dansk. Jeg har hadet dansk, engelsk og alle andre “skrivefag” med en passion det meste af mit liv.
Men hadet var skabt af usikkerhed.
Den specialundervisning, jeg fik fra første til femte klasse, fjernede i alt for mange år lysten til overhovedet at prøve.
Men under landets nedlukning i 2020 skete der, som hos så mange andre, noget. Jeg kedede mig, gik i 3.g og besluttede, at nu var det nok.
Jeg startede med at læse selvhjælpsbøger - de helt dårlige af slagsen - så nogle ligegyldige biografier, og videre op ad stigen, indtil jeg inden ret længe læste Tjekkisk apokalyptisk sci-fi fra trediverne og fik avisen leveret seks dage om ugen.
Bagefter besluttede jeg mig også for at overvinde det at skrive.
Jeg tog på Grundtvigs Højskole, og blev undervist i skreven journalistik og podcastproduktion.
Det var også der, jeg blev prikket på skulderen af min underviser og spurgt:
“Tror du ikke, det kunne være en idé at søge ind på Journalisthøjskolen?”
Jeg tror, jeg smilede i to dage.
Jeg søgte ind for at holde de andre fra højskolen med selskab til optagelsesprøven.
Det var i hvertfald det, jeg sagde til dem.
De kom ikke ind, men det gjorde jeg.
Det blev begyndelsen på de sjoveste og mest udviklende to år i mit liv.
I dag nyder jeg at skrive. Og i dag ved jeg, at det ikke var evnerne, men troen på dem, der haltede.
Nu glæder jeg mig til at komme i praktik og lære mere. Lige så meget som niårige Tobias, der tripper ved siden af Susanne, mens klokken nærmer sig frikvarter.
Bare rolig. Jeg var god til fodbold.
Krigen mod salamandrene af Karel Čapek. Ja. Den er latterligt god
Mine produktioner
Mine produktioner
Det Ovale Kontor
Jeg har siden august været tilrettelægger, vært og klipper på podcasten Det Ovale Kontor. Podcasten er Gul Kluds podcast om NFL. Den udkommer hver onsdag som optakt til ugens spillerunde.
Vi ligger jævnligt i top 30 (sport…) på Apple Podcasts.
Det er meget arbejde, ofte til ud på natten, men virkeligt fedt at lave noget folk lytter til.
Artikel om præstemangel
Sammen med min fine makker, Frederik Østergaard, lavede jeg på andet semester problemudredende eksamen om præstemangel i yderområderne.
Ved at sammenligne arbejdsmiljørapporter fra forskellige brancher fandt vi frem til, at præster var blandt de mest stressede. Og vi gjorde det i november - før DR kulegravede området!
Vi solgte vores eksamensprojekt til Nordjyske, hvor den endte på forsiden.
Du kan læse artiklen her.
Podcastundervisning
3. semester
Bearbejdet reportage
Det første, jeg lavede i podcastundervisningen, var en bearbejdet reportage om skraldemanden, der rydder op på strøget natten til lørdag og søndag.
Projektet er lavet med Emma Sanko, skraldemanden hedder Brian og podcasten er siden blevet et undervisningseksempel.
Jeg er reporter, har stået for interviewet og klippet podcasten.
Feature
I et virvar af kildeproblemer blev min afsluttende podcasteksamen lavet på én uge i stedet for tre.
Jeg lærte noget nyt om genmæle. Og om min egen evne til at arbejde 16 timer i døgnet i en uge.
Det var sjovt uanset. Og jeg synes også produktet blev fint. Jeg var primus motor på klipning, lyddesign, speak og masterinterviewet.
Jeg kunne ikke have gjort det uden min gode makker, Emma Sanko.
Lyt med, og hør mig forsøge at gå i Pelle Peter Jencels fodspor.
Featureserie
Podcasten handler om Karina, mor til to, der i starten af fyrrene får diagnosen Ehlers-Danlos syndrom. Det er en sygdom, der gradvist nedbryder kroppens bindevæv, indtil man dør af komplikationerne. Desværre alt for tidligt.
Karina og familien hæver derfor pensionen, sælger huset, køber en båd og sejler ud på en femårig jordomrejse. Eller… Det var planen.
Til venstre er et udklip af podcasten. Jeg har interviewet kilden, klippet og stået for lyddesign i afsnittet.
Podcastserien er lavet i samarbejde med Frederik Østergaard.
Gul Klud
(Jeg har andre interesser end amerikansk fodbold. Det lover jeg.)
Undervejs i mit studie har jeg skrevet nyhedsartikler for Gul Klud.
Mediet dækker udelukkende amerikansk fodbold og det er fedt at skrive om noget, der alligevel fylder i min fritid.
Selvom det primært er nyhedsformidling om det, der foregår på den anden side af Atlanten, har der været en masse fede udfordringer i det.
For eksempel når en nyhed skal ud hurtigt, og en masse engelske udtryk og fagsprog skal formidles på en måde, så det både er flydende, forståeligt og korrekt.
Med andre ord så har jeg virkelig ofte siddet og læst mine egne artikler højt for mig selv.
Klik på billedet, og læs et eksempel:)
Derfor blev Trent Baalke fyret nu
Genlüd
(Skolens radioforening)
På første semester lavede jeg podcast med mine gode venner Jeppe Gade og Mads Walther. Vi ville gerne ud at opleve lidt, og besluttede os derfor for at lave reportager fra byens kulturinstitutioner. Vi lavede reportager fra Jydsk væddeløbsbane og en hjemmekamp (Aarhus) mellem Aarhus Fremad og Esbjerg IF.
Jeg var klipper og medvært på podcasten, og vi vandt årets podcast ved skolens prisudgivelser.
Byens Bonanza
På andet semester lavede jeg podcast med min gode ven Rasmus Graae, der også læser journalistik. Vi deler interessen for amerikansk fodbold. Og fandt igennem det at lave en ugentlig nyhedspodcast en god grund til at se hinanden.
Podcasten er et forsøg på at gøre en kompliceret sportsgren mere spiselig. Vi stjal derfor DKPOLs åbningssegment “Hvor ville du gerne have været i ugens løb?” og kom omkring fire nyheder.
Jeg klippede podcasten, og vi vandt årets podcast ved skolens prisudgivelser.
Touchdown
Afslutning på EU forløb
Ny WHO-rapport: Europa er verdensmestre i tobaksforbrug
Ovenfor er den seneste artikel, jeg står bag, og den er strikket sammen på en dag.
Jeg har ikke taget artiklen med, fordi det er min bedste, eller den jeg helst vil vise. Men fordi den er det seneste eksempel på, hvorfor jeg elsker at lave journalistik.
At få en idé. Ringe til Charlotta Pisinger. Blive sendt videre til den mest kompetente, hun kender. Ringe. Ringe igen. Forsøge at opspore parlamentarikeres telefonnumre. Ringe videre. Få fat i én. Én til. Og så en tredje. Skrive det sammen og på intet tidspunkt have behov for en pause.
Bagefter sidder jeg altid med et smil på læben (og en lille hovedpine).
Læs artiklen her.
Masterclass
I foråret udbød underviser Kresten Roland en masterclass i forskerinterview. Der var fire pladser. Men det var kun mig og én fra semesteret over, der ville medvirke.
Defor endte jeg også med at sige ja til at interviewe to forskere og ikke bare en. De stakkels forskere skulle jo også have lov at øve sig.
Jeg lærte en masse om kildekontakt, vinkling og spørgeramme mm.
Forløbet kulminerede i to gange ti minutters live radiointerview med efterkritik fra Kresten Roland og Mia Ulvgraven.
Forløbet strakte sig over en måned og foregik i fritiden.
institut for virksomhedsledelse AU
institut for økonomi AU
CV - Ja jeg har kørekort
Uddannelse (OG dannelse)
Grundtvigs Højskole i foråret 2023.
Jeg blev undervist i podcast, journalistik og selvfølgelig ler.
Odder Gymnasium fra 2017 til 2020.
Samfundsfag og matematik.
Rathlouskolen fra 2007 til 2017.
Busbørnehaven Egegrenen fra 2004 til 2007.
Den er god nok - børnehave i en bus.
Dagpleje hos Lars og Gitte (primært Lars) fra 2002 til 2004.
Erhvervserfaring
Aarhus Øje (2023 - 2024)
Jeg trykkede på elevatoren, fik skæld ud for entréprisen til elevatoren (150,-) og fortalte at Ellen Hillingsøe havde indtalt museet i kælderen. Alt sammen i Danmarks højeste boligbyggeri.
Rathlouskolen (2021 - 2023) Se udtalelse her
Jeg var lærervikar og pædagogvikar i SFO’en. Det fedeste job jeg har haft.
Poder (2021)
Jeg podede børnene på skolerne i Odder Kommune.
Odder IGF (2017 - 2022)
Jeg var fodboldtræner for en drengeårgang. Da jeg startede, skulle de trøstes et par gange hver træning. Da jeg stoppede, mødte de til kamp på scooter.
Jysks kæmpe mega enorme lager syd for Horsens (2020 - 2021)
Jeg kan hermed sige, at jeg kan køre truck.
Nordea (2017 - 2019)
Hele min gymnasietid var jeg piccolo i Nordea Odder.
…
Jeg har bl.a. også arbejdet som reklamebud og hos en bager, da jeg var en del yngre, end jeg er nu.